1926 | Biograf og sportsudstyr

1926 | Biograf og sportsudstyr

I sommeren 1906 stiftedes Biografkompagniet ved direktørerne Glesen, Konstantin Philipsen, Lagedfoged og mælkehandler Jørgensen. De lejede sig ind i Borgercaféen, Borgergade 40, og på kun tre uger omdannede de scene, veranda og keglebane til et biografteater med 100 siddepladser. To år senere flyttede de til det nyopførte Esbjerghus, Kongensgade 84-86, hvor der blev indgang fra hjørnet ved Kronprinsensgade. I 1913 flyttede de biografen til hjørnet Kongensgade-Jyllandsgade. I 1953 flyttede Kosmorama til Kongensgade 49, hvor man overtog Kino-teatrets tidligere lokaler.

Mandag den 28. april 1913 åbnede biografen Kosmorama første gang dørene for publikum på adressen Kongensgade 76. Biografens lokaler var indrettede i slagtermester Chr. Hertz' ejendom på hjørnet af Jyllandsgade. I løbet af vinteren havde han ladet ejendommen ombygge, så der nu var en sal ud til Jyllandsgade, som rummede 300 siddepladser. På hjørnet var opført en forhal med plads til 125. Forhallen var dekoreret i romersk stil af brødrene Hansen (”den lille og den store maler”), medens selve tilskuerpladserne var i orientalsk stil. Denne dekoration blev dog først færdig i løbet af sommeren, da murene skulle tørre.

Kosmorama havde fået et varme- og ventilationsanlæg installeret af ingeniør Ludvigsen, Aarhus. Det var et helt nyt amerikansk system, som rensede luften for støv, befugtede den og derefter opvarmede den og indblæste den i lokalet. Man kunne nu holde en passende temperatur i biografen både vinter og sommer.

Projektet blev afsluttet med en frokost samme dag på Hotel Royal. Kosmoramas ejere havde indbudt håndværkerne, som havde haft entreprisen ved opførelsen af bygningerne, samt repræsentanter for de grene af administrationen, som havde med denne del af byens forlystelsesliv at gøre. Flere af gæsterne udtrykte deres anerkendelse af de ofre, der fra husejerens og Kosmoramas side var gjort for at skabe gode og smukke lokaler.

Filmen, der indviede Kosmoramas nye lokaler, var Ungdom og Daarskab med Asta Nielsen i hovedrollen.
I både 1925 og 1938 blev biografen restaureret og udvidet. I 1953 flyttede Kosmorama til Kongensgade 49, hvor man overtog Kino-teatrets tidligere lokaler. Kino-teatret var flyttet til Kongensgade 34 og havde skiftet navn til Esa-bio.
Efterfølgende blev biografens gamle lokaler overtaget af Ankers Udstyr, der flyttede ind i maj 1954. Forretningen var ejer af Ancher Jensen, der etablerede den 1. maj 1934 i Kongensgade 72. Senere flyttede forretningen til Kongensgade 82, inden turen endte i biografens gamle lokaler, hvor forretningen fejrede 50 års jubilæum i 1984.

Omkring 1990 blev lokalerne overtaget af Intersport, der var kommet til Esbjerg i 1988, hvor de havde til huse i Kongensgade 12-14. I 2012 brød forretningen med Intersport-kæden og blev omdannet til Sport24.

Links:

I 1976 havde Ankers Udstyr hjemme på adressen. Her kan du tage på en byvandring gennem Kongensgade i 1976 og se de mange andre forretninger i gaden:
Kongensgade 1-60
Kongensgade 61-102